Usikkerhedsfølelse

Klienten er meget usikker på sig selv i visse sammenhænge. Specielt når hun er til møder i Landsbylauget.

Klienten har kørt en sag om byens gadekær, der er hendes hjertesag, men hun føler ikke, at de andre medlemmer i gruppen bakker hende op. Specielt en af mændene, som sidder med i bestyrelsen, han er klientens problem. Han sender hende blikke, så hun føler sig rigtig dum og mindreværdig.

Han kan affærdige hende, så hun føler, at hun bliver meget lille og har en fornemmelse af at de andre syntes, at hun bare er dum og burde gå hjem og lade være med at blande sig. Endvidere har Klienten hele sit liv fået at vide, at hun bruger alt for mange ord, og er derfor ofte blevet afvist, både af forældre og ældre søskende, da hun var yngre.

Senere som voksen, har mange også overhørt hende, når hun sagde noget, netop fordi hun rigtig bruger mange ord for at beskrive, hvad det er hun mener.

Jeg går i gang med at behandle Klienten. Da jeg spørger om, hvordan hun har det med at tænke på det bestyrelsesmedlem som er hendes problem siger hun at, på en skala fra 0-10, er tallet på 10. Klienten siger igen, at hun er meget usikker på sig selv i visse sammenhænge. Specielt når hun er til møder i Landsbylauget.

Jeg starter behandlingen, senere i forløbet er det ikke rigtig bestyrelsesmedlemmet, der er problemet, klienten syntes nærmere det er ordet DUM der nu er hendes problem, vi bruger i stedet ordet DUM, når vi bruger bekræftelse.

Jeg fortsætter behandlinger. Hurtigt går Klientens tal nedad fra 10-7-3 for at slutte på 0. Da Klienten er på nul, gentager vi hele behandlingen med ordet DUM som bekræftelse.

Nu er Klienten rolig, fredfyldt og let. Vi slutter behandlingen.

Nogen tid efter talte jeg med Klienten. Jeg ville høre hvordan det egentlig var gået med det mandlige bestyrelsesmedlem og hendes usikkerhedsfølelse.

Klienten kunne fortælle mig, at hun ikke havde problemer med vedkommende mere. Hun bemærker naturligvis, at han er i lokalet, men det generer hende ikke, hun syntes heller ikke, at han sender hende disse nedgørende blikke. Hun ser dem i hvert tilfælde ikke mere. Hun har heller ikke nogle problemer med folk, som hun syntes snakker for meget, hun tager sig ikke mere af det.

Klienten fortalte mig, at hun var blevet opfordret til at holde et foredrag i den lokale forening, netop om hendes kamp for byens gadekær. Hun har sagt ja til at holde foredraget, selvom hun nu har erkendt, at hun bruger mange ord, for at sige tingene. Men hun holder foredraget fordi hun gerne vil afprøve det at skulle stå overfor en forsamling, og tale om det der ligger hende mest på hjertet.

Det skal lige sige, at klienten er en skøn kvinde i slutningen af halvfjerdserne. Hun har så meget at give af, så jeg syntes det er rigtig godt, at hun nu frit kan udfolde sig, uden sin førhen altoverskyggende usikkerhedsfølelse og tanke for, hvad andre syntes om hendes måde at formulere sig på.